Hvordan ser Blindspots og Skærmridser ud?
Hvordan ser Blindspots og Skærmridser ud?
Når du køber en brugt bærbar computer, kan der være mindre kosmetiske fejl på skærmen, som blindspots og skærmridser. Men hvad betyder disse udtryk egentlig, og hvor synlige er de i brug? Her går vi i dybden med forskellen på blindspots og skærmridser, så du kan tage en velinformeret beslutning, hvis du støder på disse begreber.
Hvad er blindspots?
Blindspots er områder på skærmen, hvor enkelte pixels eller små grupper af pixels ikke længere virker som de skal. De kan være mørkere eller lysere end resten af skærmen, og de opstår som følge af slid, stød eller pres på skærmen over tid. Blindspots er ofte tydeligst på en ensfarvet baggrund, især når skærmen viser en kraftig farve som orange. Derfor bruger vi ofte billeder med en orange baggrund for at vise, hvor “slemt” blindspotten er.
Nogle blindspots er meget synlige, mens andre næsten ikke bemærkes. Ofte er de mest synlige på den orange baggrund, men de kan være langt mindre forstyrrende på en normal baggrund, som for eksempel når du surfer på nettet eller arbejder i tekstbehandlingsprogrammer. Det betyder, at blindspots sjældent er et stort problem i daglig brug.
På nedenstående billede kan man fx se små blindspots på den orange skærm, men skifter man til en anden baggrund som på billede 2 og 3 kan man ikke se dem.
Hvis man kan se blindspotsne på de normale baggrunde, så skriver vi det i bemærk-noten men hvis du kun bruger din brugte bærbare computer som tilslutning til en ekstern skærm, så behøver du slet ikke bekymre dig om blindspots på den indbyggede skærm. Så vil de ikke påvirke din oplevelse, når du arbejder på den eksterne skærm.
Hvad er skærmridser?
Skærmridser er fysisk skade på selve skærmens overflade. Disse ridser kan opstå, hvis skærmen er blevet udsat for kontakt med skarpe genstande eller hård håndtering. Skærmridser kan variere i synlighed, afhængigt af deres dybde og placering.
Nogle ridser er tydelige og kan fange lyset på en sådan måde, at de er synlige under brug. Andre ridser er næsten usynlige og har ingen betydning for skærmens funktionalitet eller brugeroplevelse. Ridser kan oftest ses, når skærmen er slukket eller viser en lys baggrund, men mange gange lægger man slet ikke mærke til dem, når skærmen er i brug.
Skal du være bekymret over blindspots eller skærmridser?
Generelt er både blindspots og skærmridser kosmetiske problemer, der ikke påvirker computerens ydeevne. Hvis du bruger computeren til daglige opgaver som tekstbehandling, browsing eller tilslutning til en ekstern skærm, vil du sandsynligvis opleve, at disse små defekter ikke er generende.
Hvis du derimod er særligt fokuseret på skærmens udseende, eller hvis du arbejder med opgaver, hvor skærmkvalitet er altafgørende, kan det være værd at overveje en model uden disse defekter. Men for mange brugere er blindspots og skærmridser blot mindre detaljer, som ikke påvirker deres samlede oplevelse af computeren.